Hvad er forskellen på brandventilation og røgudluftning?
Brandventilation og røgudluftning bliver ofte brugt i flæng, men de har forskellige formål.
Brandventilation har til opgave aktivt at understøtte bygningens brandsikkerhed. Her ledes varme og røg ud gennem åbninger højt i bygningen – typisk via ovenlys. Formålet kan være at beskytte bygningen, bærende konstruktioner eller skabe bedre forhold for evakuering.
For at brandventilation fungerer effektivt, skal der samtidig etableres tilstrækkelig erstatningsluft, så røg og varme kan transporteres ud af bygningen.
Røgudluftning har derimod primært til formål at understøtte redningsberedskabets indsats. Ved at fjerne røg kan sigtbarheden forbedres, temperaturen reduceres og arbejdsvilkårene for redningspersonale optimeres.
Selvom funktionerne kan ligne hinanden, er der væsentlige forskelle i både dimensionering, dokumentation og krav til anlægget.